Filtre
La Ganghija
Med La Ganghija, højt beliggende i Treiso, har den yngre ønolog, Enzo Rapalino, siden 2004 i stadigt stigende grad formået at markere sig internationalt for sine enestående Barbaresco-vine. Bedstefaderen blev kaldt “vina”, fordi han var storbonde og ejede mange hektar vinmarker i Barbaresco, Piemonte. Han levede af at sælge sine druer til kooperativer. Enzos mor arvede 1/4 af disse marker, i alt 22 hektar. Hun fortsatte filosofien med at sælge druerne til cooperativer, indtil Enzo overtog gården i 2004. Og da kom der helt nye visioner på gården!
Om vinproduktionen hos La Ganghija
Den nyuddannede ønolog Enzo havde mange ambitioner, da han overtog gården i 2004. Han besluttede, at de bedste 6 hektar af vinmarkerne omkring gården skulle benyttes til at skabe Barbaresco-vine i Verdensklasse. Hans produktion var i starten blot 2-3.000 flasker. Som navn på hans nyetablerede vingård valgte han “La Ganghija”, der er lokal dialekt for vinklasens stilk. Det unikke logo blev designet efter inspiration fra den lokale præst, der altid havde prædiket om solens gavnlige virkning på alle typer af liv. I dag driver unge Enzo gården med hjælp fra sin bror, hans forældre og hans onkel. Al høst foregår med håndkraft.
Den årlige produktion beløber sig samlet til 30-35.000 flasker, hvoraf knap halvdelen er klassificeret som Barbaresco DOCG. Jorden i Treiso er meget kraftfuld og rig på ler. Specielt markerne, som er beliggende i Giacosa cru’en, bærer præg af så megen kraft og krydderi, at den ofte må balanceres med druer fra mindre kraftfulde cru’er. Som Enzos motto siger: “Wine is the poetry of the soil”.
Vi er ikke i tvivl om, at Enzos talent vil føre ham langt, og at hans vine også fremover vil stige i værdi og påskønnelse – ikke mindst efter at han de seneste år har fået flotte hæderbevisninger fra internationale magasiner for begge hans Barbaresco-vine.