Filtre
Teo Costa
Vi er i det vilde og naturskønne Roero distrikt, hvor Tanaro floden markerer grænsen til Langhe distriktet, hvor blandt andet Barolo og Barbaresco også dyrkes. Vi er lige på den anden side af floden i Teo Costas hjemby Castellinaldo, hvor familiens traditioner og lokale betydning gør dem nærmest synomyme med den lille middelalderlandsby. Vingården drives i dag af Roberto Costa, der er 4. generation i familien. Hans børn og forældre hjælper flittigt til på gården, hvor de stolte traditioner er fremelsket gennem mange generationer.
Om vinproduktionen hos Teo Costa
Teo Costas produktion af vine er ganske stor (1 mio. flasker om året), selvom man fortsat har følelsen af at komme på en lille vingård, når man besøger dem. I modsætning til mange andre større vinhuse i Piemonte, så er langt størstedelen af salget lokalt i Italien, og kun en mindre del eksporteres. Det er da også på vores lille lokale bar i Roccaverano vi første gang mødte Roberto Costa, som førte til et besøg og nu import til en stor del af deres vine.
Når man kommer på vingården, mærker man straks både traditioner og en stor grad af stolthed over familiens aktiviteter og betydning for den lille by Castellinaldo i Roero distriktet, hvor 45 hektar af familiens i alt 50 hektar vinmarker ligger. De resterende marker ligger i Barolo og Barbaresco områderne, hvorfra vinene primært eksporteres. Familien Costa købte for nogle år siden 40 hektar uopdyrket land i Monchiarlo d’ Acqui, der ligger i Alta Langa i næsten 700 meters højde, som familiens 80-årig bedstefar og hans barnebarn er i gang med at etablere vinmarker på.
Vinhuset tilbyder mange forskellige former for vin, fra Moscato d’ Asti til Barolo, og vi kan garantere, at der er noget for enhver smag i vores sortiment fra Teo Costa.