Isolabella della Croce

Isolabella della Croces vingård finder man i et naturligt, 50 hektar stort, ”amfiteater” i det fantastiske Loazzolo i ca. 500 meters højde. Dette er en noget nær perfekt lokation til at dyrke den sarte og populære Pinot Noir drue, der nyder godt af de lidt køligere luftlag, samt udsvingene i temperaturer mellem nat og dag. Druerne benyttes til at lave prisvindende rødvin samt Metodo Classico (champagnemetoden). Vinhuset ejes af en advokatfamilie fra Milano, som har en passion for vin. De spottede de perfekte forhold for vinproduktion i 2001 og besluttede sig for at gøre deres drømme til virkelighed – at skabe unikke vine i topklasse.

Om vinproduktionen hos Isolabella della Croce

Vingården ”Borgo Isolabella” ligger smukt i midten af en højt beliggende gryde, der åbner op mod syd, hvorved vinstokkene beskyttes mod de kølige alpine vinde fra nord, samt lukker solen og de varmere middelhavsvinde ind fra syd. Selvom amfiteateret rundt om gården er på 50 hektar, benyttes kun godt 1/5 af dette areal til vinproduktion. Resten af arealet er dækket af skov. Den lave arealudnyttelse skyldes, at familien bag vingården har besluttet, at kun de allerbedste skråninger skal lægge jord til vinstokkene. Således produceres kun vin på skåninger, der har minimum 20% hældning og vender mod syd. Skovarealerne mellem vinmarkerne øger kvaliteten af mikroklimaet. Grundet de stejle skråninger i terroiret benyttes stort set kun håndkraft til arbejdet med vinstokkene. Dette giver mulighed for nøje udvælgelse af kun de bedste druer til produktion af vin. I Loazzolo dyrkes Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Noir og Moscato, som nyder godt af det lidt køligere klima i højden. Familien har endvidere en mark i det nærliggende område Calamandrana, som ligger i 150-250 m. højde. Her dyrkes Barbera-druer og markens terroir er klassificeret under den eksklusive topbetegnelse ”NIZZA”, som er Barbera-druens modsvar til Nebbiolo-druens Barbaresco og Barolo. De strenge NIZZA krav smages tydeligt i mødet med de kraftige og velstrukturerede rødvine med denne ny klassifikation i Piemonte.

isola1
isola2